Vildanden - Henrik Ibsen - ebook
Opis

Henrik Johan Ibsen  was a major 19th-century Norwegian playwright, theatre director, and poet. He is often referred to as "the father of realism" and is one of the founders of Modernism in theatre. His major works include Brand, Peer Gynt, An Enemy of the People,Emperor and Galilean, A Doll's House, Hedda Gabler, Ghosts, The Wild Duck, When We Dead Awaken, Pillars of Society, The Lady from the Sea, Rosmersholm, The Master Builder, and John Gabriel Borkman. He is the most frequently performed dramatist in the world after Shakespeare, and by the early 20th century A Doll's House became the world's most performed play.

Ebooka przeczytasz w aplikacjach Legimi na:

Androidzie
iOS
czytnikach certyfikowanych
przez Legimi
Windows
10
Windows
Phone

Liczba stron: 155

Odsłuch ebooka (TTS) dostepny w abonamencie „ebooki+audiobooki bez limitu” w aplikacjach Legimi na:

Androidzie
iOS

UUID: eb973fc0-2cd9-11e8-af49-17532927e555
Questo libro è stato realizzato con StreetLib Writehttp://write.streetlib.com

Indice dei contenuti

Vildanden

Vildanden

Henrik Ibsen

PERSONERNE:

Grosserer Werle, værksejer o. s. v.

Gregers Werle, hans søn.

Gamle Ekdal.

Hjalmar Ekdal, den gamles søn, fotograf.

Gina Ekdal, Hjalmars hustru.

Hedvig, deres datter, 14 år.

Fru Sørby, grossererens husbestyrerinde.

Relling, læge.

Molvik, forhenværende teolog.

Bogholder Gråberg.

Pettersen, grossererens tjener.

Lejetjener Jensen.

En blegfed herre.

En tyndhåret herre.

En nærsynt herre.

Sex andre herrer, middagsgæster hos grossereren.

Flere lejetjenere.

(Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende akter hos fotograf Ekdal)

* * * * *

FØRSTE AKT.

(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.)

(Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to--tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale boldes; bravoråb og så atter summende samtale.)

PETTERSEN (tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over). Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby.

LEJETJENER JENSEN (flytter en lænestol frem). Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem?

PETTERSEN. Fan' véd.

JENSEN. For han har nok vær't en svær buk i sine dage.

PETTERSEN. Kanske det.

JENSEN. Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de.

PETTERSEN. Ja. Sønnen kom hjem igår.

JENSEN. Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn.

PETTERSEN. Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset.

EN LEJETJENER (i døren til den anden stue). De, Pettersen, her er en gammel fyr, som--

PETTERSEN (mumler). Hvad fan', kommer her nu nogen!

(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.)

PETTERSEN (går imod ham). Jøss',--hvad vil De her inde?

EKDAL (i døren). Må så nødvendig ind på kontoret, Pettersen.

PETTERSEN. Kantoret er stængt for en time siden, og--

EKDAL. Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger mod tapetdøren.) Har gå't den vejen før.

PETTERSEN. Ja, De får så gøre da. (åbner døren.) Men sans endelig på, at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har fremmede.

EKDAL. Ved det nok,--hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. (mumier sagte.) Torsk! (han går ind i kontoret; Pettersen lukker døren efter ham.)

JENSEN. Hører han også til kantorfolkene?

PETTERSEN. Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal.

JENSEN. Ja, han så ud som noget af hvert.

PETTERSEN. Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke.

JENSEN. Å fan',--har han vær't løjtnant!

PETTERSEN. Ja gu' har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.

JENSEN. Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han.

PETTERSEN. Jøss', Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med.

JENSEN. Har han spillet bankerot da?

PETTERSEN. Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen.

JENSEN. På fæstningen!

PETTERSEN. Eller kanske det var i bodsfængslet--(lytter). Hys, nu går de fra bordet.

(Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra. Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)

FRU SØRBY (i forbigående til tjeneren). Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen.

PETTERSEN. Ja vel, fru Sørby. (hun og de to herrer går ind i stuen og derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej.)

EN BLEGFED HERRE (til en tyndhåret). Puh,--den dinér--det var et drøjt stykke arbejde!

DEN TYNDHÅREDE. Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer.

DEN FEDE HERRE. Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre!

EN TREDJE HERRE. Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen.

DEN FEDE HERRE. Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.

DEN TYNDHÅREDE (dæmpet). Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du.

DEN FEDE HERRE. Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner.

(de ler og går ind i stuen.)

GROSSERER WERLE (dæmpet og forstemt). Jeg tror ikke nogen la' mærke til det, Gregers.

GREGERS (ser på ham). Hvilket?

WERLE. La' ikke du heller mærke til det?

GREGERS. Hvad skulde jeg lægge mærke til?

WERLE. Vi var tretten til bords.

GREGERS. Så? Var vi tretten?

WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal). Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige.) Vær så artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne, undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.)

HJALMAR (som har hørt samtalen). Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.

GREGERS. Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven--

HJALMAR. Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset.

GREGERS. Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen.--Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten--sytten år.

HJALMAR. Er det så længe siden?

GREGERS. Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er næsten ble't fyldig og svær.

HJALMAR. Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang.

GREGERS. Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.

HJALMAR (i dystrere tone). Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås.

GREGERS (sagtere). Hvorledes går det din far nu?

HJALMAR. Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du.--Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket.

GREGERS. Dejlig ensomt har jeg havt det,--havt god anledning til at gruble over mangt og meget.--Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.

(han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar ned i en anden ved siden af.)

HJALMAR (blødt). Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har hoget imod mig.

GREGERS (forundret). Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha' noget imod dig?

HJALMAR. I de første årene havde du det dog.

GREGERS. Hvilke første år?

HJALMAR. Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble't trukket med ind i disse her--å, disse her skrækkelige historierne!

GREGERS. Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind?

HJALMAR. Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det.

GREGERS (studser). Far! Ja så. Hm.--Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig,--ikke med et eneste ord.

HJALMAR. Ja.

GREGERS. Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?

HJALMAR. Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting.

GREGERS (ser hen for sig). Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.--Men sig mig nu, Hjalmar,--finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling?

HJALMAR (sukker let). Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far,--skammen og skændselen, Gregers--

GREGERS (rystet). Ja vel, ja. Ja vel.

HJALMAR. Jeg kunde jo ikke tænke på at bli' ved med studeringerne; der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg--

GREGERS. Hm--

HJALMAR. Nå, så syntes jeg det var bedst--sådan med et ryk, ser du-- at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig--

GREGERS. Gjorde far?

HJALMAR. Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at lære fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro.

GREGERS. Og alt det har far kostet?

HJALMAR. Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig.

GREGERS. Ikke et ord om at det var ham. Han må ha' glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far--!

HJALMAR. Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske--ved du ikke det heller?

GREGERS. Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.--(ryster ham i armen.) Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her glæder mig--og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel--i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed-

HJALMAR. Samvittighed--?

GREGERS. Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far.--Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand?

HJALMAR. Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra' en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse.

GREGERS (lidt forundret). Nej, det er hun da vel ikke.

HJALMAR. Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig--; og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.

GREGERS. Gina?

HJALMAR. Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?

GREGERS. Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke--

HJALMAR. Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid?

GREGERS (ser på ham). Er det Gina Hansen--?

HJALMAR. Ja, naturligvis er det Gina Hansen.

GREGERS. --som styred huset for os det sidste år mor lå syg?

HJALMAR. Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.

GREGERS (som har rejst sig). Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at--(går om på gulvet.) Jo, bi lidt;--kanske dog alligevel--når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar--; dette her er morsomt--; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina--med din hustru?

HJALMAR. Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom--; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa' hun op og flytted. Det var året før din mor døde,--eller kanske det var samme år.

GREGERS. Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?

HJALMAR. Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse.

GREGERS. Og det var du kanske så heldig at komme over?

HJALMAR. Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der,--ser du,--der var det egentlig jeg lærte Gina at kende.

GREGERS. Og så blev det til forlovelse?

HJALMAR. Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden--; hm--

GREGERS (rejser sig og driver lidt om). Sig mig,--da du var ble't forlovet--var det da, at far lod dig--; jeg mener,--var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering?

HJALMAR. Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere.

GREGERS. Det passed da vidunderlig godt sammen.

HJALMAR (fornøjet, rejser sig). Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen?

GREGERS. Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig, han.

HJALMAR (bevæget). Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han har hjertelag, ser du.

FRU SØRBY (kommer ind med grosserer Werle under armen). Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.

WERLE (slipper hendes arm og fører hånden over øjnene). Jeg tror næsten, De har ret i det.

(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med præsesenterbrætter.)

FRU SØRBY (til gæsterne i den anden stue). Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha' et glas punsch, så må han umage sig her ind.

DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sørby). Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den velsignede røgefrihed?

FRU SØRBY. Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre.

DEN TYNDHÅREDE HERRE. Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, fru Sørby?

FRU SØRBY. Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen.

DEN TYNDHÅREDE. Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta? Virkelig aldeles ikke?

FRU SØRBY. Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.

(De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens værelse; tjenerne byder punschglassene om.)

WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord). Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?

HJALMAR. Det er bare et album, herr grosserer.

DEN TYNDHÅREDE (som driver omkring). Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.

DEN FEDE HERRE (i en lænestol). Har De ikke taget nogen med af Deres egne?

HJALMAR. Nej, jeg har ikke.

DEN FEDE HERRE. Det skulde De ha' gjort; det er så godt for fordøjelsen således at sidde og se på billeder.

DEN TYNDHÅREDE. Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De.

EN NÆRSYNT HERRE. Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.

FRU SØRBY. Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man også arbejde for føden, herr Ekdal.

DEN FEDE HERRE. I et godt madhus er det en ren fornøjelse.

DEN TYNDHÅREDE. Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så--

FRU SØRBY. Det har De ret i!

(de fortsætter under latter og spøg.)

GREGERS (sagte). Du må snakke med, Hjalmar.

HJALMAR (med en vridning). Hvad skal jeg snakke om.

DEN FEDE HERRE. Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en forholdsvis sund drik for maven?

WERLE (ved kaminen). Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja, det forstod De da vel også.

DEN FEDE HERRE. Ja, den smagte mærkværdig delikat.

HJALMAR (usikker). Er der nogen forskel på årgangene?

DEN FEDE HERRE (ler). Nej, De er god!

WERLE (smiler). Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for.

DEN TYNDHÅREDE HERRE. Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal. Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?

HJALMAR. Jo, lyset gør visst sit.

FRU SØRBY. Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de trænger også svært til solskin, som der siges.

DEN TYNDHÅREDE. Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!

Den nærsynte herre. Fruen producerer sig--

DEN FEDE HERRE. --og det på vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!

FRU SØRBY. Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste.

DEN NÆRSYNTE HERRE. Regner De mig til de gamle!

FRU SØRBY. Å, langt ifra.

DEN TYNDHÅREDE. Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby--?

DEN FEDE HERRE. Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til?

FRU SØRBY. Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.

(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser med hende.)

WERLE. Fru Sørby finder altid en udvej--når hun vil. Stik dog på glassene, mine herrer!--Pettersen, å, sørg for--! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers rører sig ikke.) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem ved bordet.

(Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren.)

GRÅBERG. Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.

WERLE. Nå, er De nu ble't låset inde igen?

GRÅBERG. Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne--

WERLE. Nå, så gå De bare her igennem.

GRÅBERG. Men der er én til--

WERLE. Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.

(Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)

WERLE (uvilkaarligt). Uf da!

(Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og vender sig mod kaminen.)